Hailsham 4

I denne uge er jeg startet på en ny afdeling, et kirurgisk sengeafsnit kaldet Hailsham 4.

Jeg har glædet mig rigtig meget til at starte på denne afdeling, da jeg ved at den fungere rigtig godt, der er tid til at være studerende og derudover er personalet rigtig søde og flinke.
I denne her uge har jeg ikke været så aktiv på afdelingen, men i stedet observeret og fundet ud af hvordan afdelingen er organiseret.  Det virker til at være en spændende sengeafdeling, da det er hovedsageligt er kirurgiske patienter med abdominal- og vaskulærer komplikationer.

Indtil videre har jeg været med inde hos en patient, som havde fået foretaget en brok operation hvilket resulterede i en masse komplikationer for patienten. Brok operationen endte ud i en absces og senere skete der en  perfusion af tarmen.  Alt dette havde endt ud i en større operation for patienten hvor vedkommende efterfølgende havde et åben sår på abdomen på 20x10x4,5cm. Patienten havde en speciel gennemsigtig forbinding over såret, hvor væske og afføringen blev samlet i en kateter pose.

Jeg var med inde hos patienten og se skiftet af forbindingen, som kun blev skiftet hver femte dag. Da jeg aldrig har set et så stort åben sår, hvor alt abdomens indhold kunne ses, var jeg meget spændt på at se om jeg kunne håndtere det og ikke blive dårlig. Men utrolig nok syntes jeg det var rigtig spændende at se forbindingsskiftet. Imens de to sygeplejerske skiftede forbindingen og rengjorte såret snakkede jeg lidt med patienten omkring hvad der var hændt ham, siden at denne brok operation var fejlet så grusomt. Vi havde en rigtig god dialog om hele hans hændelses forløb, og jeg fik en smule ondt i maven over hvor alvorlig hans situation var. Han fortalte at han ventede på at blive overflyttet til University London Hospital fordi de ikke kunne gøre noget for ham i Eastbourne. Han fortalte mig at han havde været indlagt på denne her afdeling en måned, og i alt den tid kun ventede på at kunne blive overflyttet og håbe på at de kunne gøre noget for ham. (Heldigvis blev han overflyttet dagen efter).
Inden selve forbinding skiftet var han blevet godt smertedækket pga. voldsomme smerter som ville optræde i forbindelse med rensningen og skiftningen af forbindingen. Derudover var han kontinuerligt smertedækket med fentanyl depotplaster pga. voldomme smerter hele tiden.
Jeg snakkede lidt med personaet om hans prognose for at få det bedre efter en ny operation i London, hvorved de ikke helt vidste hvad der kunne gøres for ham, da denne fejl operation var yderst kompliceret. (Jeg håber virkelig det bedste for ham).

Efter 3 uger på afdelingen.

Jeg har nu allerede været på afdelingen i tre ugers tid og jeg er stadig rigtig glad for at være der. Indtil videre har jeg oplevet en masse forbindings skift, da det som sagt er et kirurgisk afsnit. I denne forbindelse har jeg også beskæftiget mig en del med smertebehandling.
Jeg har set rigtig mange forskellige typer af amputationer af underekstremiteterne, og derfor også forskellige behandlings former når det kommer til sårhelingsprocessen. Jeg har bla. beskæftiget mig med auqacel aq, honning og vacum behandling. Derudover har jeg deltaget når specialsygeplejersken i sår har været forbi til de mere komplicerede patienter og hørt om hvad muligheder der har været for at forbedre den enkelte patient sårhelingsproces. Dette synes jeg har været rigtig spændende og lærerigt og desuden har jeg helt sikkert kunne sætte det i ralation til hvordan vi gør det i Dk.
Men når det kommer til smertebehandling af patienten, må jeg desværre sige at de ikke altid benytter deres viden og erfaring som de har. Istedet for at give patienten kontinuerligt smertestillende (især ved de store operationer), har jeg erfarret at de spørger patienten til råds og om de ønsker smertestillende. Jeg kan godt se formålet med at de inddrager patientens ønsket af smertestillende, men samtidigt har sygeplejersken også bare den forpligtigelse til at smertedække patienten på bedste vis, da vi som sygeplejerske har den rette viden.
Jeg har tit oplevet at patienter har frasagt sig smertestillende og efterfølgende har fået smerter, som så har været svære at dække - desværre.

Når patienter får disse smerter bliver jeg ked af det på deres vegne, da jeg ved det højt sandsynligt kunne havde været undgået. Jeg tænker især på en situation med en patient der havde fået foretaget en bypass operation, indgrebet var fundet sted i låret for at forbedre blodforsyningen til foden (patietnen var diabetiker). Pga af mange faktorer ville såret som fyldte det meste af låret ikke hele og var åbent med målene 20x10x4,5 cm.
Sygeplejerskerne gjorde deres bedste for at holde det rent og skifte forbinding, mens specialsygeplejersken og læger var inde over for at prøve at fremme helingsprocessen.
Det åbne sår var smertefyldt for patienten, og hun frasagde sig smertestillende medicin i forbindelse med sårskiftet, hvilket resulterede i at hun senere fik mange smerte som var svære at smertedække.
Efter denne episode tænker jeg, at jeg kunne havde taget dialogen med patienten omkring hvorfor hun frasagde sig smertestillende i forbindelse med sårskiftet og derved havde snakket med hende om hvad konsekvenserne kunne blive. Denne episode har hvertfald gjort, at jeg helt sikkert vil gå i en dialog med min næste patient omkring smertebehanling hvis den tilknyttede sygeplejerske ikke gør.