Den første uge

Den første uge i praktikken er nu slut, og det har været en kæmpe omvæltning i forhold til hvordan deres sundhedssystem fungerer.

Det der slog mig allerførst var, trods en kun 2 timers flyrejse væk, er at deres sundhedssystem er meget forældet i forhold til vores elektroniske system hjemme i Danmark.

Alle journaler, kardeks og medicinkort er håndskrevne af både læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter etc..

Deres måde at tiltale sundhedspersonalet er stadig gammeldags, og deres forskellige påklædning indikerer hvem der hvad.

__________________________________________________________________________________

I løbet af den første uge på min afdeling, lagde jeg mærke til hvor lidt styr på tingene der var, og at det hele virkede meget rodet og uoverskueligt. Jeg havde virkelig svært ved at se hvem der havde overblikket over hver enkelt patient.

Hos sygeplejersken ser man en lidt anden faglig rolle end vi er vant til, hvilket kommer til udtryk ved, at de overlader alt personlig pleje til social- og sundpersonalet, som også styrer patientens out/input, og dernæst foretager basis observationerne hos patienten. Patienternes måltider og drikkelse serveres af køkkenfolket som skal have et hygiejne bevis.
Derved spiller sygeplejersken en stor rolle hvad angår organisation og ledelse i forhold til patientens ophold på hospitalet. Jeg kan fornemme at de skal have det store overblik over patienten og derved konferere med lægerne om eventuelle tiltag eller forandringer. Herved synes jeg at det kommer til udtryk at sygeplejersken skal være i stand til at have mange bolde i luften igennem patientens indlæggelses forløb.

Da alle notater i journalen, kardeks og medicinkortene er skrevet i hånden, tager det sin tid at danne sig et overblik. Det hele virker meget tidskrævende, hvilket jeg også kan se på personalet når de bladre gennem det ene stykke papir efter et andet og prøver at tyde håndskriften.

Det der virkelig har forarget mig i ugens løb er deres medicinkort, som er meget uoverskuelige. Medicinpræparaterne er skrevet i koloner ned ad og hvilket tidspunkt præparatet skal tages på, hvilket i sig selv er ganske fornuftigt. Men den ulæselige håndskrift og rettelser med udstregninger/seponering af de forskellige præparater gør dem utrolig usikre. Jeg kan faktisk slet ikke lide at give medicin til patienterne på denne måde. Jeg synes det er et meget usikkert system og jeg er sikker på der sker en del fejl når det kommer til medicinadministration, hvilket ikke bliver indberettet som en utilsigtet hændelse.

Hver patient har deres egen medicin låst inde i en lille boks ved deres seng, hvor de forskellige præparatet tages ud og hen på deres lille "trolley" som er et lille rullebord hvor aflåst medicin ligger i, når det skal doseres. Dernæst doseres medicinen foran patienten, da lovgivningen siger at patienten skal se medicinadministrationen og dernæst får patienten udleveret sin medicin i et lille bæger.

Da medicinadministrationen finder sted på en 6 mands stue, hvor man bliver forstyrret af alt sundhedspersonale, pårørende og patienterne selv, er det svært at kunne koncentrere sig om medicinadministrationen, hvilket gør det til en meget usikker proces.

Da jeg finder deres medicinadministration meget usikkert, har jeg måtte sige nej til at dosere medicin til nogle patienter, da jeg ikke har kunnet læse håndskriften på de enkelte præparater eller ikke har kunnet danne mig et overblik over medicinkortet. Dette har jeg det bedst med at gøre.

Jeg har faktisk haft en dialog i gang med en sygeplejerske og en social- og sundhedsassistent omkring, at jeg finder deres medicin administration meget usikkert. Vi snakkede frem og tilbage omkring hvordan de udførte deres medicinadministration sammenlignet med min måde at gøre det hjemme i Danmark på. Sygeplejersken mente at deres system var hundrede procenten sikkert og langt hurtigere, da hun kunne give sine seks patienter medicin på 10 min. Dette blev jeg lidt forarget over da det ikke kommer an på tiden men mere om sikkerheden, da fejlmedicinering kan have katastrofale følger. Hun mente at det at stå i kaos foran patienten og dosere medicinen var at foretrække, i stedet for at stå i et lukket stille lokale og koncentrerer sig hundrede procent om medicinen var spild af tid.

Min ydmyg bolig

At rejse er at leve

"Det fremmede fik herved en fredens glans, jeg fik det kært, og da min natur er at slutte sig let til menneskene, der da igen give tillid og hjertelighed, så følte jeg mig ude vel og kom der gerne." - At rejse er at leve. H.C Andersen

Jeg har valgt et udlands praktik ophold, da jeg gerne vil udvikle min faglige og personlige horisont. Derudover synes jeg det et spændende at lære om andres kulturer og hvordan tingene forløber i andre lande. Dette giver mig den mulighed, at kunne sætte tingene i et større perspektiv og ligeledes reflektere over dem. Endvidere giver det mig den egenskab at jeg i fremtiden vil være i større stand til nytænkning og blive mere bevidst om mine handlinger og holdninger.


Da jeg elsker at rejse og efterhånden har været en del steder i verden bla. Skandinavien, det meste af Europa, kryds og tværs af USA, Canadas udkant, højskole på Zanzibar samt været i Kenya og Tanzania, syntes jeg at det var oplagt at vælge Englang som min næste destination, da jeg faktisk aldrig har været der før og desuden gerne vil ud udvikle mine engelske færdigheder.

Jeg har valgt at arrangere opholdet sammen med en veninde, da jeg mener at det helt klart har sine fordele i forhold til alt det praktiske angående selve rejsen/opholdet. Derudover har det en stor fordel for at kunne have en at reflektere med over de forskelligheder i sundhedsvæsenet som vil optræde sammenlignet med vores sundhedssystem.

Jeg er tilknyttet Eastbourne District General Hospital, som ligger i udkanten af Eastbourne bymidte. Hospitalet er relativt stort og giver et omfattende udvalg af akut kirurgi og medicin. Under mit ophold skal jeg være 6 uger på en hjertemedicinsk afdelingen og dernæst 6 uger på en kirurgisk afdeling.  
__________________________________________________________________

Efter ca. 1-1½ års forberedelse går turen langt om længe til England hvor en masse forventninger venter på at blive opfyldt. (Hvilket gik lidt ned at bakke til at starte med).
Men jeg må ærligt indrømme at jeg var utrolig skuffet ved ankomsten til mit "nye hjem" for de næste mange måneder.

Turen herhen var lidt problematisk. - Problemerne startede allerede ved ankomsten til Gatwick lufthavn i London, hvor der var problemer med min venindes visum/opholdstilladelse. 


Senere kunne vi ikke komme i kontakt med vores engelske internationale koordinator, som står for vores ophold herover, og det resulterede i at vi var "strandet" på hospitalet hvor det var meningen vi skulle mødes med hende. Vi søgte hjælp hos den lille blomsterforretning der lå i hospitalet indgang. To ældre damer var meget behjælpelige og det lykkedes for dem at finde ud af hvor vi skulle bo og få vores nøgler.

Jeg bor i en fire værelses lejlighed, som deles med en anden sygeplejerske. Vi har hver vores værelse og resten deles. Det beboelses vi bor i, ligger lige ved siden af sygehuset og er tilknyttet sygehuspersonalet, og der er forskellige typer beboelse fra lejligheder til rækkehus.

Her er en "staff sports og social Club" med fitness rum, squashbane, svimmelpool + pub, restaurant på syghuset, hæve automat og postbutik på syghuset. Med andre ord det er en lille isoleret "by" for sig selv.