Den første uge

Den første uge i praktikken er nu slut, og det har været en kæmpe omvæltning i forhold til hvordan deres sundhedssystem fungerer.

Det der slog mig allerførst var, trods en kun 2 timers flyrejse væk, er at deres sundhedssystem er meget forældet i forhold til vores elektroniske system hjemme i Danmark.

Alle journaler, kardeks og medicinkort er håndskrevne af både læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter etc..

Deres måde at tiltale sundhedspersonalet er stadig gammeldags, og deres forskellige påklædning indikerer hvem der hvad.

__________________________________________________________________________________

I løbet af den første uge på min afdeling, lagde jeg mærke til hvor lidt styr på tingene der var, og at det hele virkede meget rodet og uoverskueligt. Jeg havde virkelig svært ved at se hvem der havde overblikket over hver enkelt patient.

Hos sygeplejersken ser man en lidt anden faglig rolle end vi er vant til, hvilket kommer til udtryk ved, at de overlader alt personlig pleje til social- og sundpersonalet, som også styrer patientens out/input, og dernæst foretager basis observationerne hos patienten. Patienternes måltider og drikkelse serveres af køkkenfolket som skal have et hygiejne bevis.
Derved spiller sygeplejersken en stor rolle hvad angår organisation og ledelse i forhold til patientens ophold på hospitalet. Jeg kan fornemme at de skal have det store overblik over patienten og derved konferere med lægerne om eventuelle tiltag eller forandringer. Herved synes jeg at det kommer til udtryk at sygeplejersken skal være i stand til at have mange bolde i luften igennem patientens indlæggelses forløb.

Da alle notater i journalen, kardeks og medicinkortene er skrevet i hånden, tager det sin tid at danne sig et overblik. Det hele virker meget tidskrævende, hvilket jeg også kan se på personalet når de bladre gennem det ene stykke papir efter et andet og prøver at tyde håndskriften.

Det der virkelig har forarget mig i ugens løb er deres medicinkort, som er meget uoverskuelige. Medicinpræparaterne er skrevet i koloner ned ad og hvilket tidspunkt præparatet skal tages på, hvilket i sig selv er ganske fornuftigt. Men den ulæselige håndskrift og rettelser med udstregninger/seponering af de forskellige præparater gør dem utrolig usikre. Jeg kan faktisk slet ikke lide at give medicin til patienterne på denne måde. Jeg synes det er et meget usikkert system og jeg er sikker på der sker en del fejl når det kommer til medicinadministration, hvilket ikke bliver indberettet som en utilsigtet hændelse.

Hver patient har deres egen medicin låst inde i en lille boks ved deres seng, hvor de forskellige præparatet tages ud og hen på deres lille "trolley" som er et lille rullebord hvor aflåst medicin ligger i, når det skal doseres. Dernæst doseres medicinen foran patienten, da lovgivningen siger at patienten skal se medicinadministrationen og dernæst får patienten udleveret sin medicin i et lille bæger.

Da medicinadministrationen finder sted på en 6 mands stue, hvor man bliver forstyrret af alt sundhedspersonale, pårørende og patienterne selv, er det svært at kunne koncentrere sig om medicinadministrationen, hvilket gør det til en meget usikker proces.

Da jeg finder deres medicinadministration meget usikkert, har jeg måtte sige nej til at dosere medicin til nogle patienter, da jeg ikke har kunnet læse håndskriften på de enkelte præparater eller ikke har kunnet danne mig et overblik over medicinkortet. Dette har jeg det bedst med at gøre.

Jeg har faktisk haft en dialog i gang med en sygeplejerske og en social- og sundhedsassistent omkring, at jeg finder deres medicin administration meget usikkert. Vi snakkede frem og tilbage omkring hvordan de udførte deres medicinadministration sammenlignet med min måde at gøre det hjemme i Danmark på. Sygeplejersken mente at deres system var hundrede procenten sikkert og langt hurtigere, da hun kunne give sine seks patienter medicin på 10 min. Dette blev jeg lidt forarget over da det ikke kommer an på tiden men mere om sikkerheden, da fejlmedicinering kan have katastrofale følger. Hun mente at det at stå i kaos foran patienten og dosere medicinen var at foretrække, i stedet for at stå i et lukket stille lokale og koncentrerer sig hundrede procent om medicinen var spild af tid.