To hjertestop inden for en halv time.

I dag oplevede jeg to hjertestop inden for en halv time.

Hvad der så ud til at være en stille dag på hospitalet, ændrede sig til to hjertestop patienter inden for en halv time.

Det første hjertestop startede ud med, at to pårørende henvendte sig til mig ved skranken i midten af afdelingen, hvor sundhedspersonalet holder til. De var bekymrede for deres familiemedlem som var indlagt, da vedkommende begyndte at føle sig utilpas med kvalme og havde en raglende lyd ved vejrtrækningen. Da jeg ikke kendte patienten henvendte jeg mig straks til sygeplejersken der havde med den patienten at gøre.
Jeg tilså patienten sammen med sygepjersken og så blev der slået alarm!

Patienten stoppede med at trække vejret, og hans ansigts farve ændrede sig hurtigt. Sygeplejersken trykkede på alarmknappen hvorved en høj hyle tone gik igang på hele afdelingen. Alt personalet strømmede til patienten med  akutvognen og begyndte genoplivningen. Imens var der en af sygeplejerskerne der trykkede 2222, hvorved der gik 30 sek og så kom genoplivnings-teamet, bestående af 4 specialiserede folk i akut hjertestop og genoplivning, løbende til afdelingen.

Hurtigt skete der en rollefordeling omkring patienten og teamet overtog genoplivningen. Patienten fik hjertemassage, blev intuberet, stødet 5 gange og fik adrenalin. Der blev givet en stor indsats for at rede patienten, hvilket ikke lykkedes, og genoplinvningen blev indstillet til sidst. Men patienten havde alvorlige hjerteproblemer og havde fået en pacemaker for en uge siden og efterfølgende var han blevet svækket meget og var begyndt at blive meget forvirret og ustabil.

Da alt personalet strømmede til patienten og jeg ikke vidste hvad min rolle skulle være i denne proces, valgte jeg at tage mig af de to pårørende og få dem sat ned på et par stole, da de var stærkt påvirkede af hele situationen.
Jeg kunne mærke at især den ene pårørende som var ægtefælde til patieten, var meget påvirker af situationen og lige inden hun skulle sætte sig på stolen var hun ved at falde om. Jeg var rigtig glad for at jeg valgte at tage mig af de pårørende og valgte at trække dem til side og få dem til at sidde ned. Dernæst overtog en anden sgeplejerske min funktion og tog dem med ind til et lukket lokale med en læge og forklare dem hele situationen.

Dernæst var min rolle i dette forløb at jeg holdt mig på sidelinjen og observede hele forløbet omkring genoplivningen, da jeg aldrig har oplevet det før. Jeg holdte mig langt i baggrunden så teamet havde de bedste muligheder for at komme til ved patienten, da pladsen omkring ham var begrænset. Det jeg nok mest observede var hvor hurtigt der blev foretaget en indsats og hvor hurtigt rollerne med hvem der skulle gøre hvad for patienten blev fordelt. Den der havde det overordnede ansvar for genoplivningen stod for enden af sengen og var med til at skabe overblik omkring det hele.
I og med det var min første genoplivning kunne jeg virkelig mærke adrenalinen pumpe rundt i kroppen på mig og mit hjerte bankede afsted. Inden de valgte at indstille genoplivningen gik jeg ud og og satte mit ved skranken for lige at sunde mig lidt. Oversygeplejersken hendte vendte sig til mig og spurgte ind til hvordan jeg havde det med hele situationen. Hun forklarede mig hvilke tiltag der var blevet foretaget med patienten undervejs, og omkring hvem der tog sig af de pårørende og hvornår man ville vurdere at genoplivningen skulle indstilles.

Inden patienten var erklæret død blev teamet tilkaldt angående et andet akut/kritisk tilfælde som ville komme ind gennem skadestuen. Team lederen spurgte om jeg ville med ned og se dette, hvilket jeg gerne ville. Straks løb vi gennnem hele hospitalet og ned til skadestuen hvor patieten kom ind med svære vejrtræknings problemer. Kort tid efter fik han hjertestop og genoplivningen begyndte men kun med hjertemassage denne gang, da der ikke kunne stødes på grund af at han havde asysteli. Team lederen spurte om jeg ville forsætte hjertemassage på ham, hvilket jeg svarede nej til.
Jeg valgte at svare nej til dette, da jeg for lidt siden havde oplevet mit første hjertestop og stadig ikke havde sunket min klump i halsen efter denne oplevelse. Samtidig var jeg også bange for at jeg ikke ville gøre det rigtig og ville fejle i det. Men stadig ville det have være den oplagte mulighed for mig at prøve genoplivning hvor jeg deltog aktiv i processen. Jeg vidste jeg var omkringet af professionelt personale som ville havde kunnet hjælpe og guide mig i det.
Men ved det næste hjertestop jeg oplever vil jeg ikke tøve med at være aktiv i forløbet og gøre en indsats for at rede patienten.